Tro, håb og fibromyalgi

Giv din krop kærlighed

 

Giv din krop kærlighed

 

Jeg ved det godt! Det er svært at elske en krop, der gør så meget modstand, som en fib-krop gør. Den vil aldrig det, som vi selv gerne vil. Altid reagerer den med smerter, ubehag og træthed. Så at sætte sig op til at gøre noget godt for kroppen er utrolig svært – isæt hvis det kræver mere af os, end vi føler, vi har overskud til.

Netop på grund af smerter og træthed kommer vi ofte til at springe over, hvor gærdet er lavest – også når det gælder punkter, hvor vi inderst inde ved, at vi ikke bør spare på kræfterne: ernæring og motion. Ligesom som alle andre, har vi brug for sund ernæring og brug for at røre os, og netop fordi vi er syge, bør vi give os selv ekstra sund ernæring og prioritere at få bevægelse ind i dagligdagen.

Vores cellers kraftværker, mitokondrierne, er skadet og arbejder på nedsat kraft. Det betyder nedsat energi til hele kroppen. Det kan nemt give anledning til en ond cirkel, hvor man på grund af manglende energi, ikke får lavet ordentlig mad men ofte tyr til at købe færdiglavede løsninger på trods af, at man jo godt ved, at disse ikke indeholder særlig mange af de næringsstoffer, som kroppen har brug for. Oven i købet indeholder mange færdiglavede løsninger stoffer, som gør, at kroppen lettere føler lyst til igen at få disse stoffer, samtidig med at trætheden og mitokondriernes nedsatte funktion vedligeholdes eller måske endda gøres endnu værre.

Det kan kræve en kraftanstrengelse at komme ud af gamle vaner og at overhøre kroppens ”cravings”. Men på længere sigt kan det være en investering, som gør en kæmpe forskel.

Når nu vi er gået i stykker helt nede på celleniveau, giver det jo ganske god mening at spise sådan, at cellerne forsynes med de bedste næringsstoffer, vi kan give dem. Og for at optage disse gode næringsstoffer, må vores tarm også hjælpes til bedre at kunne optage næring fra føden. Men egentlig er det to sider af samme sag, for når vi vælger mad, der fremmer den gode tarmflora, er det netop den selv samme mad, som indeholder masser af næring til kroppens celler.

Spis fiberrigt – ud med alt det hvide hvedemel, franskrød, rundstykker, wienerbrød, pasta og hvide ris, ind med fuldkorn over hele linjen. Grove grøntsager og bælgfrugter er også fiberrige.

Spis med næring – grøntsager, frugt, bælgfrugter, korn, frø og nødder indeholder masser af næring. Sukker indeholder ingen næring, find sødmen til din mad i naturlige sødemidler, og væn dig til, at din mad skal være smagfuld og meget mindre sød, end den plejer at være. De mest næringsrige fødevarer finder du blandt de bladgrønne grøntsager, så prioritér dem. Alle slags kål er også værd at vælge, samt græskar og squash, rødbeder, alle former for løg (også hvidløg og porrer), avokado, peberfrugt og grønne bønner. Bær er også yderst næringsrige, og nødder indeholder foruden sunde fedtstoffer også mange gode næringsstoffer.

Fravælg giftstoffer – vælg økologisk! Din krop har det svært nok, der er ingen grund til at øge belastningen på din krop ved at spise frugt og grønt, som er sprøjtet med pesticider.

Giv dig selv udfordringer – prøv nye ting af! Kender du pak choi, quinoa eller ærtespirer? Genopdag gamle grøntsager og afprøv dem på nye måder, spinat i smoothies, grønkål i den grønne salat, kinakål som wrap om snittet grønt.

Brug masser af krydderurter og krydderier – plantemad skal smage af noget for at tilfredsstille smagsløgene, og samtidig indeholder både krydderurter og krydderier masser af gode næringsstoffer.

Spis i farver, lav regnbuemad, mad med grøntsager i så mange af regnbuens farver som muligt. Grøntsagernes farver fortæller om, at de hver især indeholder forskellige næringsstoffer og antioxidanter. Din krop har brug for mange forskellige næringsstoffer for at holde gang i alle de mange funktioner, den har. Farverne påvirker derudover også dit humør – jeg kan blive så glad bare af at se på alle de skønne og farverige grøntsager, der udgør mine måltider.

Vær kræsen, når det gælder fedtstoffer. Vælg en god økologisk, koldpresset jomfu olivenolie samt en god økologisk, koldpresset jomfru kokosolie og brug dem sparsomt med omtanke og med god samvittighed. Din krop har brug for gode fedtstoffer, men find dem først og fremmest i frø, nødder og avokado, så du behøver ikke at bade din mad i olie.

Drik vand som tørstslukker. Vand er den bedste tørstslukker, vi har. Lad evt. citrusfrugter og krydderurter sætte smag på dit vand. Kaffe og the nydes med måde, gå på opdagelse blandt de mange skønne urtetheer, du vil hurtigt finde nogle, som passer til dine smagspræferencer. Lad sodavand og alkohol være til helt særlige lejligheder, og nyd dem i små doser.

Hold dig fra light-produkter og alt andet, som indeholder tilsætningsstoffer. Stoffer, som er mærket med E-numre tilfører dig intet godt.

Bevæg dig – ja, jeg føler, at motion er for stort et ord. Jeg kan i hvert tilfælde ikke være med, når det gælder motion, men jeg kan bevæge mig. Jeg er ikke god til at få bevæget mig nok, men jeg prøver at få bevægelse ind i hverdagen på trods af, at jeg langt hellere vil motionere de små grå og udfordre min hjerne end arbejde med skeletmuskulaturen og udfordre min fysiske formåen. Min fornuft ved, at det er vigtigt, så ja, det er lige nu min udfordring til mig selv: flere skridt og flere kilometer, flere englehop og mere bevægelse!

 

Du synes måske, jeg lyder ”hellig”? At jeg ikke har nogen som helst idé om, hvor svært det er?

Så kan jeg fortælle, at jeg har været der selv! Overvægtig, træt, energiforladt, ude af stand til at stå op længe nok til at lave aftensmad til min familie, ude af stand til at gå længere end 50 meter, før benene føltes som tunge blyklodser, der ikke var til at flytte, opgivende, trist og fyldt med negative tanker om mig selv og min fremtid. Jeg var syg, og jeg følte mig syg. Jeg havde fibromyalgi, og jeg havde stress i en sådan grad, at jeg ikke længere var i stand til at have et arbejde, og oven i det var jeg ved at tilføje endnu flere sygdomme ved at spise mig til forhøjet blodtryk, diabetes 2 og hjerte-karsygdomme, og jeg vidste, at jeg var familiært disponeret for at få disse sygdomme.

Så ja, jeg ved, hvor svært det er at mobilisere den smule energi, der næsten ikke er til stede, på en radikal kostomlægning. Det føles fuldstændig uoverkommeligt.

Men jeg ved også, at det er al besværet værd. Jeg fandt motivationen i, at jeg ikke ønskede at blive endnu mere syg. Jeg havde tidligere spist mig fra et forhøjet blodtryk, så jeg kunne vel gøre det igen?

Fra den dag, jeg tog beslutningen om at leve plantebaseret, gik der et par måneder, før jeg helt sikkert kunne mærke en forskel – mere energi og overskud. Det er en investering – og sådan som jeg ser det, en investering med det bedste afkast, man overhovedet kan få! En kærlighedserklæring til din syge krop!

 

De kærligste hilsener

fra

Merete.